Hvert år kårer www.theworlds50best.com de bedste restauranter i verden. For 2019 er vinderne netop kåret og det går til den franske restaurant Mirazur. Den ligger ved Middelhavskysten i Menton ganske tæt på den Italienske grænse. Det er vel under en time væk for lejligheden. Så hvis du er i det ultimative gastronomiske hjørne så er det måske en mulighed? Priser varierer fra 160 € til 260 € (fra ca 1200 kr. til 2000 kr) for maden alene.
Bageren – La boulangerie “Au Fournil Dulys” – ved Square du Lys har de bedste baguette. I juli til september har den åben fra 6 til 19.30. I andre dele af året skal man være opmærksom på at den kun er åben fra 9-13 og fra 16-19.30.
Opdatering Juli 2020: Bageren har pr februar 2020 fået ny ejer og nyt navn O’ Blé des Lys.
Typisk udsigt fra altanen. Foto er fra vores første dag. Det er dog i en periode hvor der mange både i området pga. Cannes filmfestivalen og Formel 1 løbet i Monaco.
Som altid er det en fornøjelse at nye udsigten fra altanen og især dyrke de superriges legetøj – superyachter og helikoptere. Her er lidt udpluk fra hvad vi så i maj 2019:
Lady Marina (64m, bygget 1999, estimeret værdi $50 millioner )
Lady Marina ejes af Schweizeren Sergio Mantegazza (født 1927). Han er søn til Antonia Mantegazza, grundlæggeren af rejsefirmaet Globus som startede i 1928 ved at sejle folk over Luganosøen. Historien om det er meget sjov at læse. I dag er det et større konglomat under navnet Group Voyages med bla. Globus og Cosmos Holidays som større rejseselskaber under sig. Der er muligvis danskere der kender Globus men ellers er det primært englændere der kender rejseselskaberne.
Sunrays (85m, bygget 2019, estimeret værdi $150 millioner)
Sunrays og en tilhørende og identisk farvet helikopter ejes af Indiens 3. rigeste mand Ravi Ruia (født 1949) som sammen med sin bror etablerede Essar Group i 1969 – i dag et multinationalt konglomerat indenfor bla energi, minedrift, gas og olie. Lidt familirelationer.
Kokomo III (58,4m, bygget 2010)
Kokomo III ejes af Lang Walker (født 1946), Australiens 17. rigeste og som ejer Australiens største private ejendomsinvesteringsselskab Walker Corporation, etableret sammen med hans far i 1960’erne. Sejlskibet er efter sigende bygget så det også kan deltage i sejlræs. Lang ejer også en 38m lang (motor) yacht under navnet Kokomo II. Der er en udmærket artikel i Boat Magazine fra juni 2018 om Kokomo og Lang Walker. Han ejer bla. også en hel ø som han har lavet til rejseresort Kokomo Fiji. Walker har formået at sælge og genopbygge firmaet to gange – ved salg i 1999 før dot-com krisen og i 2006 før finanskrisen. Ganske imponerende.
Vi tog den almindelige bus 200 fra lufthavnen i Nice. Der var propfuldt med passagerer og dermed ikke verdens fedeste form for transport. Med vores bagage gjorde det ikke nemmere. Det eneste positive var vel prisen, kun 3 euro for turen på 50 min. til JLP. Jeg måtte stå op de første kilometer, men fik dog siddeplads. Og så kunne vi konstatere at der også at billetkontrol i bussen. Vi blev tjekket to gange. Så husk at gemme billetten.
Det dejligste er at ankomme til en ren og pæn lejlighed med en flaske rosé i køleskabet. Så mange tak for den … og de to øller 😉
Vel ankommet til Rue Bricka kunne vi konstatere at der blandt alle reklamerne lå en regning fra November 2018 og to rykkere fra det franske skattevæsen. Ikke godt. Men det var også den eneste udgift som vi efter budgettet endnu ikke havde betalt, så det var ventet. Men det blev hurtigt betalt.
Byggeriet af de nye lejligheder Marina Bay – mellem Rue Bricka og Boulevard Pointcaré – er stadig igang. De er nået op til 6 etage. I gamle dage lå her supermarkedet Leader Price og vi håber at planen holder med at der også skal være butik i det nye byggeri.
Byggeriet af Marina Bay er stadig i gang.
Lejligheden lignede heldigvis sig selv, men sengen, eller det vil sige sengerammen med lameller og ben var væk! Kun madrassen var tilbage. Igen, ikke helt uventet da besøgende fra april havde adviseret os at sengen var gået i stykker. Men det så da lidt sølle ud. Ligeledes kunne vi konstatere at tørrestativet også var gået i stykker. Vi ved ikke lige hvad der er sket. Om det er vind og vejr det har rusket det i stykker. Og sofaen på altanen ser jo noget ramponeret ud. Men den fungerede fint og med en tæppe henover alle lapperne så er den såmænd stadig udmærket at dase i.
Den fabelagtige, men dog noget ramponeret sofa på altanen.
Men vi besluttede os at købe en ny seng og lidt andre møbler som vi bestilte på IKEA. Desværre missede transportøren at levere dem op til Kristi Himmelfartsferien, så vi må vente til Juli med at få dem. Vi ved ikke hvad der gik galt. Vi fik fin email fra IKEA med leveringstidspunkt men de kom bare aldrig!
Ellers var det noget af en daseferie, med boglæsninger, rosé- og Spritz-drikning og dasen på stranden. Jeg var kun ude at gå en længere tid til Antibes, men ellers kun småture til JLP “city”. Jeg var blandt andet forbi Office Turisme, dvs turistkontoret og købe billetter til Jazz-festivalen i juli.
På min tur ud til bla. fyret i Port Gallice går man gennem den store lystbådehavn og jeg noterede mig at den mod sædvane var propfyldt med biler. Alle parkeringspladser var i brug. Så jeg spurgte en vagt hvad der var på fære. Han fortalte at det skyldtes en fest oppe på Hôtel du Cap Eden Roc. Lidt research på nettet kunne efterfølgende fortælle at det drejede sig om den årlige amfAR gala hvor diverse celebrities kunne donere deres penge til AIDS forskning. Sladderbladende havde kronede dage, se fx Haute Living’s artikel.
Jeg kom også forbi det gamle hotel Le Provençal som stadig er under renovering. Jeg kunne ikke se noget til de efter sigende luksuriøse lejligheder som renoveringen skulle munde ud i. De har godt nok været i gang længe.
Det gamle Le Provençal. Der bliver stadig bygget.JLP stranden er mega-dejlig. Og offentlig. Her en tidlig morgen.
Stranden er stadig mega-dejlig. Vandet var varmt. De nye strandrestauranter var så småt kommet op i omdrejninger. Der blev stadig bygget på nogen af dem. De lokale går sådan lidt smånysgerrige rundt og diskuterer om det er blevet til det bedre eller dårligere. Jeg synes det er lidt synd at nogen af dem blokerer for udsigten når man går på promenaden. Men de kan jo tages ned igen. Det er vist i hvert fald meningen.
Stranden ved Le Provencal. Meget tæt ved Frank Gould pinjelunden og vartegnet for JLP.
På vej hjem brugte vi, for første gang, Uber og det fungerede glimrende og er et lidt billigere alternativ (ca 40 euro), end at bruge de traditionelle taxier (ca. 70-80 euro).
PS. Og så er vi åbenbart meget uheldige, for elevatoren gik sørme i udu igen.
Nye bøger maj 2019: Jo Nesbø’s “Sønnen*, Niels Krause-Kjær’s “Mørkeland” og Daniel Silva’s “Spionernes Hus”.
Vi elsker at læse bøger på altanen og ved stranden. Så vi købte 3 nye bøger i lufthavnen til vores lille bibliotek. Det er noget af det dejligste af få tid til at læse også selv om det ikke er stor litteratur. Det giver ro fra en ellers travl hverdag hvor der sjældent er tid til at læse. Man forflader i stedet ofte til skærmen. Disse bøger forflader og underholder også, men det er på en dejlig anderledes afslappende måde. De glider lide så hurtig ned som en flaske kold rosè på en varm sommerdag.
Jeg fik læst 5 bøger over 10 dage. Det er ikke så ringe, nu når tiderne ellers er sådan at man knap nok har tid hverken til det ene eller andet. En god bog kan altså noget som fjernsyn og internet ikke kan.
Men man kan jo købe større litteratur. Sidste sommer læste vi fx “Alt det lys som vi ikke ser” af Anthony Doerr og den står da i reolen og kan varmt anbefales.
