Carrefour

Vi har været en tur i Carrefour, Antibes, det store Bilka-lignende indkøbsmekka, hvor man kan købe alt, hvad hjertet begærer. Det er nu ikke vores stil, men skulle alligevel prøves. Fra Pont du Lys tog vi bus 1 over Antibes til busstopstedet Place du Combes, hvorfra der er ganske kort gang til mekkaet. Bussen kører vel omtrent hver 10. minut, billetpris €1,5 pr. person, så ingen problem der. Den annoncerede kørselstid på 17 minutter holdt dog ikke i de små gader med megen trafik.

Indenfor tordnede den ene hyldemeter efter den anden imod os og vi kunne begynde den lange strækmarch for at finde en kaffemølle og diverse udstyr som vi hjemmefra havde lavet en liste over. Vi kom forbi og kiggede på el-cyklen på tilbud til €499 og fandt da også både kaffemøllen – de havde kun to modeller – og diverse ønsket malergrej. Sophia fandt også bedstemorindkøbstasken på hjul (som er meget fiks og hedder Caddie – red. Sophia😊), som vi meget praktisk kunne bruge til at transportere varerne hjem i (ja, hvad sagde jeg! 😊 red. Sophia).

Vi nåede ikke at se afdelingerne for almindelige madvarer før vores fødder og mave besluttede at betale og finde et sted at spise. Det endte på den om hjørnet liggende McDonald, da vi efter besigtigelse af de alternative spisesteder fandt dem en tand for cafeteriaagtige.. Så det blev en Big Mac menu og en omgang McBacon wrap på udendørs bord med udsigt til det fantastiske leben på parkeringspladsen.

Turen hjem gik samme vej.

Det var og bliver kun denne ene gang ! (red. Sophia)

Området er ellers fyldt med store indkøbsmagasiner, bl.a. elektronikbutikken Darty og tror vi nok møbelbutikken Conforama.

Én kommentar til “Carrefour”

Lukket for kommentarer.

Top