I perioden fredag 12. juli til torsdag 25. juli var vi i JLP. Vi havde besluttet at vi ville prøve juli måned og specielt havde vi allerede i juni købt billetter til jazz-festivalen. Her lidt dagbogsnoter fra turen…
I maj bestilte vi nye møbler fra IKEA men det lykkedes aldrig at få dem leveret til den aftalte tid – uvist af hvilken grund – så leveringen lykkedes først 15. juli hvor vi så brugte eftermiddagen på at samle møblerne. Vi har således fået ny dejlig seng og to nye separate fleksible sovesofaer.
I Nice var strandpromenaden naturligvis fuldt med sommergæster og oppe ved det store # I Love Nice skilt var der mange unge mennesker i vandet, heriblandt flere som sprang ned i vandet fra klipperne. En politibetjent kom hen og afbrød fornøjelserne for de unge. Hvad de måske ikke viste var at der tidligere på året var sket et ulykke ved selv samme klippefremspring. Så det er altså forbudt at lave udspring fra klipperne nu.
Turen i Nice førte også op til slottet på toppen af Le Château med flotte udsigter over Nice – både fra den ene og anden side. Man kan relativt nemt gå derop ad trapperne, men der er også mulighed for, mod betaling, at tage en elevator derop.
Turen ned fra toppen, ned til gen gamle den af Nice by, førte efterfølgende til besøg omkring den flotte Garibaldi-plads, opkaldt efter den Nice-fødte italiener Giuseppe Garibaldi (1807-1882). I sidegaderne omkring pladsen ligger der masser af små barer og cafeer som myldrer af liv og folk der får sig en drink efter arbejde.
Vi tog den almindelige bus 200 fra lufthavnen i Nice. Der var propfuldt med passagerer og dermed ikke verdens fedeste form for transport. Med vores bagage gjorde det ikke nemmere. Det eneste positive var vel prisen, kun 3 euro for turen på 50 min. til JLP. Jeg måtte stå op de første kilometer, men fik dog siddeplads. Og så kunne vi konstatere at der også at billetkontrol i bussen. Vi blev tjekket to gange. Så husk at gemme billetten.
Det dejligste er at ankomme til en ren og pæn lejlighed med en flaske rosé i køleskabet. Så mange tak for den … og de to øller 😉
Vel ankommet til Rue Bricka kunne vi konstatere at der blandt alle reklamerne lå en regning fra November 2018 og to rykkere fra det franske skattevæsen. Ikke godt. Men det var også den eneste udgift som vi efter budgettet endnu ikke havde betalt, så det var ventet. Men det blev hurtigt betalt.
Byggeriet af de nye lejligheder Marina Bay – mellem Rue Bricka og Boulevard Pointcaré – er stadig igang. De er nået op til 6 etage. I gamle dage lå her supermarkedet Leader Price og vi håber at planen holder med at der også skal være butik i det nye byggeri.
Byggeriet af Marina Bay er stadig i gang.
Lejligheden lignede heldigvis sig selv, men sengen, eller det vil sige sengerammen med lameller og ben var væk! Kun madrassen var tilbage. Igen, ikke helt uventet da besøgende fra april havde adviseret os at sengen var gået i stykker. Men det så da lidt sølle ud. Ligeledes kunne vi konstatere at tørrestativet også var gået i stykker. Vi ved ikke lige hvad der er sket. Om det er vind og vejr det har rusket det i stykker. Og sofaen på altanen ser jo noget ramponeret ud. Men den fungerede fint og med en tæppe henover alle lapperne så er den såmænd stadig udmærket at dase i.
Den fabelagtige, men dog noget ramponeret sofa på altanen.
Men vi besluttede os at købe en ny seng og lidt andre møbler som vi bestilte på IKEA. Desværre missede transportøren at levere dem op til Kristi Himmelfartsferien, så vi må vente til Juli med at få dem. Vi ved ikke hvad der gik galt. Vi fik fin email fra IKEA med leveringstidspunkt men de kom bare aldrig!
Ellers var det noget af en daseferie, med boglæsninger, rosé- og Spritz-drikning og dasen på stranden. Jeg var kun ude at gå en længere tid til Antibes, men ellers kun småture til JLP “city”. Jeg var blandt andet forbi Office Turisme, dvs turistkontoret og købe billetter til Jazz-festivalen i juli.
På min tur ud til bla. fyret i Port Gallice går man gennem den store lystbådehavn og jeg noterede mig at den mod sædvane var propfyldt med biler. Alle parkeringspladser var i brug. Så jeg spurgte en vagt hvad der var på fære. Han fortalte at det skyldtes en fest oppe på Hôtel du Cap Eden Roc. Lidt research på nettet kunne efterfølgende fortælle at det drejede sig om den årlige amfAR gala hvor diverse celebrities kunne donere deres penge til AIDS forskning. Sladderbladende havde kronede dage, se fx Haute Living’s artikel.
Jeg kom også forbi det gamle hotel Le Provençal som stadig er under renovering. Jeg kunne ikke se noget til de efter sigende luksuriøse lejligheder som renoveringen skulle munde ud i. De har godt nok været i gang længe.
Det gamle Le Provençal. Der bliver stadig bygget.JLP stranden er mega-dejlig. Og offentlig. Her en tidlig morgen.
Stranden er stadig mega-dejlig. Vandet var varmt. De nye strandrestauranter var så småt kommet op i omdrejninger. Der blev stadig bygget på nogen af dem. De lokale går sådan lidt smånysgerrige rundt og diskuterer om det er blevet til det bedre eller dårligere. Jeg synes det er lidt synd at nogen af dem blokerer for udsigten når man går på promenaden. Men de kan jo tages ned igen. Det er vist i hvert fald meningen.
Stranden ved Le Provencal. Meget tæt ved Frank Gould pinjelunden og vartegnet for JLP.
På vej hjem brugte vi, for første gang, Uber og det fungerede glimrende og er et lidt billigere alternativ (ca 40 euro), end at bruge de traditionelle taxier (ca. 70-80 euro).
PS. Og så er vi åbenbart meget uheldige, for elevatoren gik sørme i udu igen.
Jeg kunne se på min Ingress-scanner, at portalen ved Villa Thuret stadig stod i mit navn, men at den var ved at gå i forfald. Samtidigt vidste jeg at der var en del portaler ude ved fyrtårnet på Cap d’Antibes. Så planen var at gå derud og besøge området. Det blev en god gåtur som bragte mig forbi parken ved Château De La Pinède, Villa Thuret og den botaniske have, samt naturligvis kirken Eglise Notre Dame de la Garoupe og fyrtårnet Phare d’Antibes, hvorfra der er en fantastisk udsigt til både Antibes og Juan les Pins. Ved kirken ligger også meget behændig en lille bistro hvor jeg under pinjetræernes skygge spiste lidt frokost Assiette Charcuterie med en god øl til.
På vejen hjem gik jeg ned ad vejen Route de Phare og videre nedad sydvest til vandet, ganske tæt på den mindre lystbådehavn Porte du Crouton.
Et lille tip er at gå langs stranden ved den luksuriøse Cap d’Antibes beach bar resort over til den store lystbådehavn Port Gallice, langs den lille – næsten hemmelige – strand Plage de la Gallice, så langs vandet hen til Hotel Belle Rives, og videre tilbage til Juan les Pins og Frank Gould parken. Det er en lidt hemmelig tur som ikke mange kender til. Man går på nogen smalle steder, med flot udsigt langs vandet og jeg tror at det kun er de lokale der kender ruten. Der er i hvert fald mange lokale der soler sig på stranden og de små opholdssteder langs vandet.
Vejene inde centralt på Cap d’Antibes er ikke specielt spændende. Det kan være meget varmt at gå der. Lidt irriterende er det også at der er områder der er spærret af og som man så må gå udenom. Her tænker jeg specielt på vejen Avenue du Soleil Saramartel som er spærret af med bomme omkring privat område. Den ligger umiddelbart som en smart vej at gå til den botaniske have, men man kan altså ikke komme igennem. I Google maps ser vejen ud til at være fri. OpenStreetMap er faktisk mere korrekt markeret, men det er stadigvæk svær at se at man ikke kan komme igennem. Beboerne prøver at holde folk væk. Men man får da et indtryk af de store huse når man går rundt derude.
Jeg var ude på en længere Ingress gåtur på Cap d’Antibes og kom forbi den botaniske have ved Villa Thuret. Det var d. 1. maj så haven var lukket. Tror heller ikke lige det er den bedste sæson. Men den kunne være en interessant udflugtsmål på et andet tidspunkt, selv om anmeldelser på TripAdvisor ikke er prangende. Man kan sagtens gå til den fra Juan-les-Pins men ellers kan man tage bus linje 1 til Antibes og derfra linje 2 til Eden Roc for at komme derud.
Haven er gratis at besøge og har åben i hverdage ca 8.30-17.30.
Efter Første Verdenskrig begyndte velstillede amerikanere og overklassen fra Frankrig og Europa, at besøge badebyerne Juan Les Pins og Antibes.
Historien starter med “opdagelsen” af Côte d’Azur i midten af 1920-erne. Det er den “Den tabte generation“, en gruppe af desillusionerede unge kunstnere, som, knuste af første Verdenskrigs rædsler, rejser til Sydfrankrig.
Bogforsiden af første udgivelse af F. Scott Fitzgerald’s “Tender is the night” fra 1934.
I 1925 rejser F. Scott Fitzgerald sammen med sin hustru Zelda til Cap d’Antibes til villaen Villa Saint-Louis. Det er her at han skriver sin berømte roman “Tender is The Night” og fik inspiration til den anden berømte roman “The Great Gatsby“.
Villaen er det der i dag er udbygget til Hotel Belle Rives, et flot og charmerende hotel, med egen restaurant, bar og cafe, hvor almindelige dødelige kan reservere et bord og drømme sig til historiens forsvundne tider af ekstravagance.
Belle Rives Hotel, September 2017, Foto | Michael
PS1. Og her er en lille opgave til dig: Prøv at finde mindepladen for F. Scott Fitzgerald ved Hotel Belle Rives. Hvad står der?
PS2.Du kan låne Blid er Natten (Tender is the Night), både som e-bog og lydbog på ereolen.dk.
Når man sidder på altanen kan man ofte se store superyachts ankeret op ude i Golf Juan bugten. Og så kan man med kikkerten forsøge at finde frem til hvad yachten hedder og hvem der ejer den.
Herunder kan du se navne og ejere for nogle at de superyachts som vi har fanget med kikkerten…
Yacht Aviva. 68m lang. Ejes af forretningsmanden Joe Lewis som igen indirekte ejer fodboldklubben Tottenham.
Yacht Eclipse. 162,5m lang. Verdens anden største yacht. Ejes as Roman Abramovich som også ejer fodboldklubben Chelsea. Abramovich har også et villaen Château de la Croë i Antibes.
Ja, vinteren startede irriterende for os som nye ejere.
Vores overbo lavede en vandskade, som vi fik nys om den 6.januar, lige efter nytårsglæden ved at have købt vores lejlighed.
Den forrige ejer, Mikael, havde haft flere vandskader, forårsaget af den samme overbo, en dame, som er mellem 93-96 år gammel!
Det viste sig senere, at denne gang er hendes datter (kun omkring 70 år gammel) som var skyld i misæren.
Før vi købte lejligheden besøgte vi den to gange. Første gang i maj 2016 hvor Michael skrev lidt dagbogsnotater i et blogindlæg på sin egen hjemmeside.
Jeg har været på en rigtig dejlig ferie i Juan les Pins ved den franske riviera (Cote d’Azur). Jeg har skrevet lidt dagbogsnotater…
19 Torsdag – Ankomst
Ankomst i Nice lufthavn. Måtte tage 25 min. taxa (ca. 70€) til Juan les Pins, da der var strejke på togene. Normal kan en togtur gøres for mellem 8-13€ pr. person. Bus 250 er endnu billigere (3€ for to personer). Udsigten fra lejligheden var ikke dårlig. Verdens 2. største yacht Eclipse på 163 meter lå for anker i bugten. Lille gåtur til strandpromenaden og frokost på Aux Enfants Terrible og aftensmad på stranden.
