Aperol Spritz

Københavns lufthavn har en traveldeal som godt kan lokke – nemlig en kombiæske med Prosecco (italiensk “champagne”) og Aperol til 159 kroner.

Lokkende “travel kit” set i Københavns lufthavn.

Ved du hvilke ingredienser der er i Aperol? Nej vel. Men det kan oplyses at hovedingredienserne i den ellers hemmelige opskrift er Pomerans (citrusfrugt), Ensian (blomst), rabarber (plante) og kinin (udvindes fra barken af kinatræet). Aperol har en alkoholprocent på 11% og har en smag og lugt ligesom den “tungere” Campari.

Til en Spritz bruges lige dele Prosecco og Aperol som toppes med danskvand og serveres kold, med isterninger og en skive appelsin.

Bør nydes på altanen omkring solnedgang – skål!

Godt Nytår

Så er vores første år som ejere overstået og vi har haft et dejligt år med dejligt vejr og mange besøgende gæster. Tak til jer og håber at vi også ses i det nye år. Hvad vi har lært, hørt og oplevet:

  • Ja, man kan også nyde stranden, solen og lejligheden om vinteren, fx januar.
  • Gåtur til Cannes – ja det kan lade sig gøre – selv i regnvejr!
  • Lidt maling og omrokering i lejligheden gav et frisk pust.
  • En vandskade stopper ikke fornøjelsen af opholdet.
  • Vores lille ældre elevator er en udfordring og var desværre i perioder i uorden.
  • For de friske koster en ½ times jetski (vandscooter) ca 80€. Det fortælles at være megahårdt for benene. Pas på jer selv, hvis i tager udfordringen op.
  • Flere af de gamle strandrestauranter (“højre side”) er revet ned, så stranden nu fremstår bar og ren.
  • Det er budgetteret med facaderenovering over de kommende 3 år.
  • Man kan blive overrasket i august af orkestermusik ved stranden accompagneret med fyrværkeri.
  • Størrelsen af de riges yachter er ikke til at fatte.
  • Selv børn elsker altanen! Og de forbikørende toge er fascinerende.
  • Sofaen på altanen er fantastisk at dase i, læse bøger i og sove i.
  • Ja, man kan godt være alene i lejligheden. Det giver ro og eget tempo.
  • Overboens lejlighed er stadig til salg! Nu 15.000€ billigere og husk det er inkl. parkeringsplads.
  • Betalinger til lejligheden foregår dejlig automatisk.
  • Byen er bare dejlig. Dejlige butikker og indkøbsmuligheder. Caddy er god når man skal købe ind.
  • Indbydende og fantastisk stemning.

Vidunderlig lejlighed som vi håber at vi kan nyde endnu mere de kommende mange år.

Gæsteindlæg fra Mikael

Tak fordi jeg fik lov til at genbesøge min gamle bolig, som efterhånden er ved at få jeres præg. Og udsigten – den er stadig så dejlig som den jeg møder i mine drømme. Det var dejlige oktoberdage med blå himmel fra morgen til aften. Selvom byen ikke har samme liv som om sommeren, er Juan les Pins ingenlunde gået i dvale. Udover at være ferieparadis for nogle af os, er det også en by med eget arbejdsliv. I øjeblikket er der travlt med at skifte kloakrørerne på strandpromenaden samt fjerne de udtjente træskure på stranden. Fra sommeren 2019 bliver der endnu mere offentlig strand. Havvandet var klart men ikke varmt 🙂 lad os kalde det “forfriskende”.

En abe hang højt i sin ene arm højt over Juan les Pins og skuede over havet mod Cannes, mens jeg indtog moules marinières på den lokale restaurant. Også de små cafeer i Antibes, hvor næsten kun lokale kommer, aflagde jeg et besøg.

Udenfor lystbådhavnen i Antibes lå verdens største yacht – Dilbar som er 157 m lang og ejet af en russisk rigmand, men det var langtfra den eneste båd med wow-effekt.

Er nu tilbage i Danmark med fornyet energi. Tak Sophia og Michael.

Kh Mikael

Overboens lejlighed er til salg!

Netop opdaget at overboens lejlighed er sat til salg. Den er prissat til €189.000.

200 mètres des plages, 2P rénové au dernier étage avec vue mer. Chambre avec placards, cuisine équipée et salon donnent tous sur une large terrasse de 12m2. Proximité commerces, bus, écoles. Vendu avec cave et parking privé.

200 meter fra strandene, 2-værelser til renovering på sidste etage med havudsigt. Stue med skabe, køkken og stue har udsigt over en stor terrasse på 12m2. Tæt på butikker, bus, skoler. Sælges med kælder og privat parkering.

Link til ejendomsmægler

Trappevask

Til morgen konstaterede jeg at trappeopgangene var ved at blive vasket. Jeg ville lige tjekke fra hvilket firma og gik ud i gården for at tage et foto af deres bil. Rengøringsfirmaet hedder Net de Rêve og på deres bil står email-adressen dias@netdereve.com. Det ser dog ikke ud til at være nogen tilhørende aktiv hjemmeside på netdereve.com.

Monsieur Joao Dias
Net de Rêve
Les Terrasses de la Mer Bat C
93 BD Raymond Poincare
06160 Antibes

Carrefour

Vi har været en tur i Carrefour, Antibes, det store Bilka-lignende indkøbsmekka, hvor man kan købe alt, hvad hjertet begærer. Det er nu ikke vores stil, men skulle alligevel prøves. Fra Pont du Lys tog vi bus 1 over Antibes til busstopstedet Place du Combes, hvorfra der er ganske kort gang til mekkaet. Bussen kører vel omtrent hver 10. minut, billetpris €1,5 pr. person, så ingen problem der. Den annoncerede kørselstid på 17 minutter holdt dog ikke i de små gader med megen trafik.

Indenfor tordnede den ene hyldemeter efter den anden imod os og vi kunne begynde den lange strækmarch for at finde en kaffemølle og diverse udstyr som vi hjemmefra havde lavet en liste over. Vi kom forbi og kiggede på el-cyklen på tilbud til €499 og fandt da også både kaffemøllen – de havde kun to modeller – og diverse ønsket malergrej. Sophia fandt også bedstemorindkøbstasken på hjul (som er meget fiks og hedder Caddie – red. Sophia😊), som vi meget praktisk kunne bruge til at transportere varerne hjem i (ja, hvad sagde jeg! 😊 red. Sophia).

Vi nåede ikke at se afdelingerne for almindelige madvarer før vores fødder og mave besluttede at betale og finde et sted at spise. Det endte på den om hjørnet liggende McDonald, da vi efter besigtigelse af de alternative spisesteder fandt dem en tand for cafeteriaagtige.. Så det blev en Big Mac menu og en omgang McBacon wrap på udendørs bord med udsigt til det fantastiske leben på parkeringspladsen.

Turen hjem gik samme vej.

Det var og bliver kun denne ene gang ! (red. Sophia)

Området er ellers fyldt med store indkøbsmagasiner, bl.a. elektronikbutikken Darty og tror vi nok møbelbutikken Conforama.

Velkommen

Velkommen til hjemmesiden for vores nye lejlighed i Juan les Pins.

Vi håber at vi vil kunne fortælle lidt om vores ferieoplevelser i det sydfranske med udgangspunkt i vores lille lejlighed. På hjemmesiden vil vi beskrive en række praktiske forhold omkring lejligheden samt forskellige ideer til udflugter, gode spisesteder m.m.

Med kærlig hilsen Michael og Sophia

Top